Flot start til Bergs Magasin
I starten af marts i år åbnede Bergs Magasin på Jyllandsgade 15 i Skørping. Den nye klinik har fået en rigtig positiv start.
- Det er jo altid med lidt kriller i maven, at opgive et fast job og kaste sig ud som selvstændig og starte noget helt nyt. Men det er gået over al forventning, fortæller 27-årige Stephanie Berg, der udlevede drømmen om at blive selvstændig med Bergs Magasin, der handler om forkælelse til kvinder. Fokus er negle, vipper og forskellige voksbehandlinger.
- Jeg har fået en fantastisk modtagelse fra byens kvinder, og er også blevet overrasket over, hvor langt omkring kunderne kommer fra. Jeg har allerede stamkunder fra både Aalborg og Hobro, fortæller Stephanie.
- Jeg har haft så travlt, at jeg ikke rigtig er kommet i gang med at arrangere forskellige arrangementer, såsom forkælelsesaftener eller andre aftener i samarbejde med andre butikker i byen, men det er noget af det, jeg vil have fokus på til efteråret.
- Men jeg glæder mig rigtigt meget over starten, og tillader mig snart, at holde lidt velfortjent sommerferie, slutter Stephanie med et smil.