Flot fastelavnsridt i Aarestrup
Initiativtager Annika Maria Hansen fra Aarestrup Gymnastik- & Idrætsforening og rideklub takker lokale for støtten
AARESTRUP: Der var heste, glade mennesker og undervejs fin beværtning, da den lille landsby Aarestrup genoplivede en gammel fastelavnstradition med hesteoptog gennem byen.
- Det var en supergod dag, og der skal lyde en stor tak til fanebærere, alle de frivillige, musikerne, trafikansvarlige, hestevogne, trækkerne, samt de 25 ryttere for et meget vellykket arrangement.
- Også stor tak til alle dem, der gav penge til raslebørnene. Vi vil bruge pengene til faciliteter i rideklubben, lød det efterfølgende fra initiativtager Annika Maria Hansen fra Aarestrup Gymnastik- & Idrætsforening og rideklub.
Optoget sluttede med en børnevenlig gudstjeneste, hvorefter de mange fantasifulde udklædninger gik over i forsamlingshuset for at slå katten af tønden. Efter tøndeslagning var der slikposer og sodavand til alle børnene og kaffe og lækre fastelavnsboller til de voksne.