Billede beskrivelse

Fitnesscenter rykker i nye lokaler

17. november 2023 kl. 16.15
Opdateret 21. november 2023 kl. 07.25

Loop Fitness Aars, der i dag har hjemme på Himmerlandsgade 82, har længe været udfordret på pladsen. 

De trængsler er dog ovre fra starten af det nye år, hvor de slår dørene op i nye rammer på Himmerlandsgade 118, som har stået tomme, siden Fitness World lukkede for et par år siden.

- Det er helt perfekte lokaler for os, hvor vi går fra de nuværende 238 til 666 kvadratmeter, hvilket giver os nogle helt nye og meget bedre muligheder.

- Blandt andet har vi ambitioner om at tilbyde forskellige holdtræninger, det kan være yoga, pilates, seniortræning og sæsontræning – sidstnævnte eksempelvis som optakt til en skisæson. Men det er noget, vi i øjeblikket arbejder med at strikke sammen på den helt rigtige måde, fortæller Allan Frederiksen, daglig leder hos Loop Fitness Aars.

- Vi får også et ”Loop Kids” med træningsmaskiner tilpasset børn, og vi laver også et legeområde, hvor børnene kan hygge sig, mens forældrene træner. Vi får også en lille café, og måske flytter der en ekstern behandler ind i et af rummene. Mulighederne er der i hvert fald.

Billede beskrivelse

Håber på endnu flere medlemmer

Det nye Loop i Aars vil også tilbyde kostvejledning og personlig træning med et forløb, der hedder ”Fit by Sølbeck” – refererende til at indehaverne af centeret; Grith og Ditte Sølbeck – Allans døtre – begge er uddannede kostvejledere og personlige trænere.

Duoen ejer også Loop Fitness i Løgstør og Svenstrup, og fra sidstnævnte er Lukas Sølbeck hentet ind som forstærkning til Aars-afdelingen, hvor han skal supplere Allan som daglig leder.

- Vi håber naturligvis, at de nye rammer giver os endnu flere medlemmer, og derfor er det også nødvendigt at opgradere på personalefronten. Derfor bliver vi to centerledere, fortæller Allan Frederiksen.

Åbningsfest

Lige nu knokles der med boremaskine, hammer og malerpensel i de nye lokaler, hvor det er planen, at dørene slås op til en stor ”åbningsfest” torsdag den 4. januar. Maskinerne flyttes mellem jul og nytår.

- Vi har endnu ikke åbningsprogrammet helt på plads, men det skal nok blive festligt, og vi glæder os meget til at rykke ind i de nye lokaler.

- Aars fortjener et stort og flot fitnesscenter, siger Allan Frederiksen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste