Fester i Løgstør indbragte i alt 223.711 kroner
Bierfesten samlede endnu engang rekorddeltagelse
LØGSTØR: En fantastisk Bierfest, et rigtig godt Truckshow, en byfest helt efter traditionerne og et dyrskue, som i nogen grad led under det lunefulde danske sommervejr.
Det var nogle af hovedpunkterne i formand Morten Jørgensens beretning, da han forleden gjorde status på Løgstør Byfestkomites årlige afsluttende møde.
Året blev indledt med en Bierfest, som med 940 gæster endnu engang samlede rekorddeltagelse.
På den baggrund er der i 2020 begrundet håb om at runde de 1.000 gæster, og billetsalget til festen 18. januar 2020 er allerede godt i gang.
Truckshowet i weekenden før byfesten mindes Morten Jørgensen ligeledes som et ”super arrangement”, der naturligvis gentages i 2020.
Også for Truckshowet gælder i øvrigt, at de første tilmeldinger allerede er begyndt at komme ind.
Sommerens dyrskue trak som følge af dårligt vejr lidt færre gæster end tidligere, hvorimod resten af byfesten forløb omtrent som normalt - igen i 2019 med revyen som et indslag ”i en klasse for sig”.
Efter formandens beretning fremlagde kasserer Gunnar Christensen årets regnskab.
Det samlede overskud blev på 223.711 kroner, hvilket giver en udlodning på 18.000 til hver af de deltagende foreninger.
Ved valghandlingen blev Mads Kollerup Jensen, Paw Øland Jensen, Ejnar Sønder og Britta Hougaard nyvalgt til forretningsudvalget.