På grund af udvalgets fokus på miljø vil banen være recirkulerbar, hvilket indebærer, at 99,5 procent af de anvendte materialer i banen kan genanvendes. Privatfoto
Livet her

Farsø, Løgstør og Aars har en: Nu vil Aalestrup også lege med

Etableringen af kunstgræsbane forventes at gå i gang i foråret 2022

04. august 2021 kl. 13:27

Aalestrup Idrætsforening vil have en kunstgræsbane etableret.

Sådan lyder det fra et nyt udvalg i idrætsforeningen, som blandt andet består af Thomas Nielsen fra Aalestrup. En ny kunstgræsbane vil ifølge Thomas Nielsen gøre idrætsforeningen mere attraktiv.

- Banen vil kunne anvendes hele året rundt, således vi kan tilbyde nuværende, såvel som kommende medlemmer, optimale betingelser for fortsat at finde fodbold attraktiv, siger Thomas Nielsen.

Udover medlemmer af Aalestrup Idrætsforening skal den nye kunstgræsplæne være tilgængelig for Aalestrup Skole, Aalestrup Idrætscenter, Aalestup Vandrehjem samt naboklubber. Ifølge Thomas Nielsen vil en kunstgræsbane også lokke klubber til fra andre byer.

- Aalestrup Idrætscenter havde for år tilbage fast besøg af udenlandske klubber, som var på træningslejr i Aalestrup. Det er meget vigtigt med adgang til en kunstgræsbane for at få gæster i dag, uanset om det er danske eller udenlandske klubber, siger Thomas Nielsen.

I runde tal kommer banen til at koste omkring fire millioner, men da banen skal laves på Aalestrup Stadion, kræver det ikke køb af ny grund. Derudover er der allerede adgang til omklædningsrum og parkeringspladser.

Udvalget har søgt om finansiel støtte hos Vesthimmerlands Kommune til at betale en del af prisen på banen. Resten vil man selv forsøge at finde.

Hvis alt går vel, forventes det, at projektet går i gang omkring marts 2022, og at den står klar til brug i juni.

- Jeg synes, vi er ret godt stillet, da Løgstør, Farsø og Aars allerede har fået baner, siger Thomas Nielsen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu