Familieforøgelse i Vildmosen
I efteråret 2015 ankom fem svenske elgkalve til Lille Vildmose og nu, mindre end to år efter har de formeret sig og den første elgkalv er blevet født i Lille Vildmose. Det er 5.000 år siden der sidst var elge i Lille Vildmose.
De fem voksne elge er udstyret med GPS-sender, der muliggør det for opsynsfolk at følge deres færden. En dag sidst i maj observerede de en elgko, der opholdt sig længe i et område den ikke normalt kom i. Da de kom helt tæt på fik de øje på den lille kalv. Der er observeret en elgko mere med samme opførsel, men den er desværre endnu ikke set med en kalv.
Der går i skivende stund fem unge elge i karantæneområdet og Aalborg Kommune og Aage V. Jensens Fond påtænker at lukke dem ud i det store område i uge 24.
Hvis man kører en tur gennem Lille Vildmose for at kigge efter elgene, vil der også være mulighed for at se krondyr, som også har kalve lige nu. Samtidig er der rig mulighed for at se nogle af mosens fugle - så husk kikkerten.
I uge 23 landede ørnen i Lille Vildmosecentret. Vi har nemlig været så heldige at få doneret en udstoppet kongeørneunge af Aage V. Jensens Fond. Ørneungen blev fundet død i Tofte skov sidste år og kan nu opleves i centrets udstilling.
Dyrene i Lille Vildmose kan også opleves på en guidet tur i Tofte Skov.
Skoven er en naturskov og indhegnet og der vil være mulighed for at se blandt andet vildsvin og krondyr på turen. Den erfarne guide fortæller også om skovens grønne driftsplaner, hvor vandstandshævning og fældning af blandt andet nåletræer skaber en vildere natur. Se også hvordan dyrenes græsning skaber en lysåben skov til glæde for den øvrige flora og fauna. Fra uge 26 køres turene tirsdag og torsdag aften.