Billede beskrivelse

Fagprøven starter til Open By Night

31. maj 2017 kl. 06.00

Når handelslivet i Hobro den 2. juni holder Open by Night i forbindelse med byens værtskab for det store sejlskibstræf, så sætter isenkræmmerelev Julie Mønster hos Imerco så at sige alle sejl til. Hun benytter nemlig aftenen på at indlede sin fagprøve med en demonstration af stegepander.

Det sker i butikken i Adelgade, hvor Julie gennemgår tre forskellige pander. Hun sætter fokus på produkternes funktionalitet og beskriver forskellen med henblik på at finde den bedst mulige løsning til den enkelte kunde.

- Det er en vigtig del af min uddannelse som isenkræmmer at oparbejde et nøje kendskab til produkterne. Samtidig skal man være i stand til at formidle det videre til kunderne, fortæller Julie Mønster.

- Fagprøven består af forskellige elementer, og jeg har altså valgt at kombinere Open by Night med en demonstration i butikken, tilføjer Julie Mønster, der har været glad for sin elevtid hos Imerco i Hobro.

- Der er ingen tvivl om, at jeg er havnet på den helt rigtige hylde. Kundekontakten tiltaler mig, og jeg har lært rigtig meget. Jeg er først færdiguddannet til efteråret, og derefter har jeg fået job hos Imerco i Hadsund, oplyser Julie Mønster.

Hun beretter samtidig, at der på aftenen er tilbud på de tre pander. Ligeledes er der en konkurrence i udsigt med fine præmier. Superbrugsen i Hobro har i øvrigt velvilligt doneret kødet til aftenens tilberedninger. Julies demo afvikles i tidsrummet 19 til 21.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste