Få hjælp til at få en professionel bestyrelse i din virksomhed
Virksomheder med en professionel bestyrelse klarer sig bedst. Derfor er der nu mulighed for at deltage i et kursusforløb, der klæder virksomheder bedre på til at etablere en bestyrelse fra bunden af eller få endnu mere udbytte af en eksisterende bestyrelse.
Og flere undersøgelser er virksomheder med bestyrelser mere udviklingsorienterede og præsterer bedre på bundlinjen. Men det er ikke altid givet. Det handler nemlig i høj grad også om at kunne samarbejde på tværs, og at bestyrelsen matcher virksomheden.
Derfor tilbydes et kursusforløb til mindre, typisk ejerledede virksomheder, der overvejer at etablere en bestyrelse, et advisory board eller at få et bedre udbytte af den nuværende. Mariagerfjord Erhvervsråd har sammen med Business Rebild været en del af udviklingen af kursusforløbet, som udbydes i et samarbejde med Væksthus Nordjylland.
- Deltagerne vil gå fra kursusforløbet med en konkret handlingsplan målrettet deres virksomhed, med fokus på hvordan de får en professionel bestyrelse, som kan sikre optimal sparring og bedre bundlinje, fortæller erhvervschef i Mariagerfjord Erhvervsråd, Michael Christiansen, og fortsætter: - Virksomhederne får metoder, som de kan bruge til at sammensætte og rekruttere til deres bestyrelse samt sikre et optimalt udbytte af deres bestyrelse.
En tidligere deltager fra en nordjysk virksomhed udtaler: - Kurset gav mig et anvendeligt overblik over bestyrelsens opgaver og koblingen til bestyrelseskompetencerne på en overskuelig og samtidig fyldestgørende måde. Ingen enkeltelementer var i sig selv overraskende. Det var selve kursets kobling af dem, der har givet mig viden og redskaber til at kunne rekruttere de rigtige personer til mit advisory board og efterfølgende bruge dem.
I kursusforløbet, der udbydes som et samlet forløb, kommer deltagerne rundt om mange relevante aspekter: bestyrelsens rolle (modul 1, 15. januar 2018 i Hobro), strategi og forretningsudvikling (modul 2, 22. januar 2018 i Støvring) og etablering og udvikling af bestyrelsen (modul 3, 29. januar 2018 i Hadsund). Kursusforløbet er med en mindre egen betaling og tilmelding via Mariagerfjord Erhvervsråd. Kurset består af en kombination af oplæg, arbejde i mindre grupper og erfaringsudveksling.