EU på skoleskemaet på gymnasiet

750 unge fra gymnasierne i Aars var fredag samlet til EU-debat i ”Energien” på Erhvervsskolerne

30. april 2019 kl. 06.00

AARS: ”Energien” på Erhvervsskolerne Aars var fredag samlingspunkt for 750 unge, vesthimmerlandske repræsentanter for fremtidens Danmark – og fremtidens Europa.

Morten Løkkegaard (V) og Niels Fuglsang (S), begge spidskandidater ved det kommende EU-parlamentsvalg, havde nøjagtig en måned før valget 26. maj 2019 lagt vejen forbi uddannelsesinstitutionen i Aars for at sætte EU på dagsordenen hos de mange potentielle førstegangsvælgere.

For de 750 elever fra både Erhvervsskolerne Aars og Vesthimmerlands Gymnasium er det måske ikke EU-politik, der fylder mest i hverdagen. Det til trods var de mødt talstærkt op til debatten og fulgte interesseret med i de forskellige synspunkter fra de to EU-kandidater, som repræsenterede hver deres politiske fløj.

Morten Løkkegaard og Niels Fuglsang formåede tilsammen at tegne et billede af, hvorfor EU-politik har stor betydning for unge mennesker i Vesthimmerland. Samtidig var det tydeligt at mærke, at også et folketingsvalg er nært forestående. Debatten var skarp, og eleverne var velforberedte og lod sig ikke bare spise af med valgflæsk og vævende svar. Ordstyrer, journalist Søren Wormslev, bemærkede da også, at mange på forhånd havde sat sig særdeles godt ind i stoffet og stillede skarpe, relevante spørgsmål om alt fra klima, Brexit og flygtningeudfordringer.

Ved åbningen af arrangementet blev det ved håndsoprækning demonstreret, at mange af de potentielle førstegangsvælgere endnu ikke har taget stilling til, hvem de vil stemme på ved det kommende Europaparlamentsvalg i maj. Om EU-debatten har gjort det fuldstændig klart for eleverne vides ikke. Ved en ny håndsoprækning mod slut af arrangementet stod det i dog klart, at de var blevet ganske meget klogere på EU-området og derfor også er klædt bedre på til at træffe et oplyst valg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste