Et sikkert forårstegn, når fodboldstøvlerne findes frem
Foråret er stille og roligt på vej, fodboldstøvlerne findes frem igen, og der er rigtig mange standerhejsninger rundt omkring i områdets mange fodboldklubber.
Det gælder også hos Hobro IK, der fredag inviterede til en helt særlig en af slagsen. Deres standerhejsning omfattede nemlig alle klubbens hold - fra U8 til U23 og såmænd også NordicBet Liga-mandskabet.
Standerhejsningen startede med, at årets spiller fra sidste sæson, Emil Søgaard, hejste flaget. Hertil blev der holdt tale af foreningens formand, Mads Justesen, og teknisk chef Lars Justesen.
Herefter gik holdene fra U8 til U19 på banen og spillede en miniturnering, hvorefter der ventede pølser og brød til de yngste.
U17- og U19-holdene blev på banen og lavede kampforberedende træning til weekendens træningskampe, efterfulgt af en velfortjent omgang dampende varm suppe.
Alt i alt var omkring 200 spillere mødt op på dagen, der ikke bare markerede træningsstart for mange af holdene, men også mindede om, at foråret lurer lige om hjørnet.