Et demensvenligt apotek
At trække et kø-nummer på apoteket eller finde sit sundhedskort frem virker for de fleste kunder som det rene ingenting.
Men for mennesker med demens kan det være både svært og frustrerende.
Alzheimersforeningen, der netop taget hul på en huskeuge, fremhæver Hobro Apotek for at ruste sit personale til bedre at kunne møde kunder med demens.
Og fredag 22. september stiller foreningen sammen med demenskoordinator Hanne Lundsgaard, Mariagerfjord Kommune, op på gågaden ved apoteket for at udbrede kendskabet til det at være demensven.
På Hobro Apotek har personalet gjort sig klogere på, hvordan de bedst hjælper borgere med demens.
Indhentet mere viden om - og større forståelse for - sygdommen.
- Det er vigtigt for os, at vi kan yde god service for alle borgere. Vi vil gerne være særligt opmærksomme på de vanskeligheder, udsatte grupper kan have med at komme på apoteket.
- Derfor ser vi kampagnen og det at blive et demensvenligt apotek som helt oplagt for os, forklarer farmaceut Gunvor Bodilsen.
Som led i at gøre sig demensvenligt har apoteket gennemgået informationsmateriale, der er udarbejdet i samarbejde mellem Apotekerforeningen og Alzheimerforeningen.
Materialet viser sygdommen, som en borger med demens oplever den.
Viser, hvor kompliceret det kan være for mennesker med demens at få udleveret medicin på apoteket.
- Det har helt klart gjort det nemmere for os at hjælpe mennesker med demens.
- At vide, hvad man skal stille op, hvis en kunde eksempelvis ikke kan huske sin pinkode til dankortet eller måske har svært ved at finde hjem, kan være vanskeligt.
- Nu har vi fået nogle redskaber, som gør os bedre til at genkende symptomerne og handle på dem, når vi ser dem, fremhæver Gunvor Bodilsen,
- Vi er glade for, at flere apoteker har taget skridt til at blive demensvenlige.
- For os er det en håndsrækning, der skaber tryghed og øget livskvalitet for både mennesker med demens og deres pårørende, kvitterer direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen.