En våd omgang Fritterdag
SKØRPING: På trods af skybrud mødte flere hundrede forventningsfulde forældre, søskende samt sfo- og klubbørn op for at deltage i årets Store Fritterdag i Skørping SFO. Klædt i regntøj og bevæbnet med paraplyer tog de kampen op mod vandmasserne og deltog i både de indendørs og de udendørs aktiviteter.
Årets tema var gøglermarked, hvor man også kunne øve sig på gøgl i form af blandt andet jonglering, diabloer og ethjulede cykler.
Et af de udendørs tilløbsstykker var muligheden for at skyde sfo-leder Mads Dolbak ned fra vandklovnen.