En arbejdsplads i Hadsund: Vandværket

28. september 2017 kl. 06.30

Tænker du nogensinde over, hvad der ligger bag, når du trækker i toilettet eller åbner for din vandhane? Nej vel, men i Hadsund ligger der mere end 110 års erfaring bag, kilometervis af vandledninger, en masse vandværker og et velkvalificeret team af medarbejdere.

Formand for Hadsund Vandværk gennem 28 år, Per Roth, fortæller, at teamet bag består af to kontordamer, to servicemedarbejdere, en vandværkspasser og en bestyrelse på 5 mand, der sørger for, at du har vand i hanen alle 365 dage om året.

Forskere med viden om vand har regnet sig frem til, at danskerne kan tillade sig at bruge 1,8 mia. kubikmeter grundvand årligt til drikkevand. Det gør vi slet ikke, siger Per Roth. Vi bruger små 1 mia. kubikmeter og selv gennem 1980’erne (før vandskat), hvor vi havde det største forbrug nogensinde, udnyttede vi kun lidt over halvdelen af den størrelse, der var til rådighed.

I Hadsund bruger vi ca. 335.000m³ vand årligt.

På kontoret finder vi Lene Kjeldsen og Dorte Andersen, der styrer den administrative del af vandværket fra kontoret i den gamle brandstation på Vandværksvej, lige ved siden af det gamle vandtårn.

Lene startede hos Hadsund Vandværk i juli 2017 som administrativ medarbejder. Lene forestår den daglige administration af vandværket og kan kontaktes om vandværksspørgsmål på tlf. eller på mail i kontorets åbningstid. Lene er uddannet indenfor regnskab og revision og har arbejdet i denne branche i mange år. For 6-7 år siden fik hun lyst til at prøve at være på den anden side af skrivebordet og skiftede over til at arbejde som administrativ medarbejder i en virksomhed i Hobro, og senest har hun været bogholder i virksomhed i Hadsund. Lene bor i Hadsund og er en af Hadsund Vandværks mange forbrugere.

Dorte har været hos Hadsund Vandværk om mandagen siden slutningen af august for at assistere Lene. Dorte har beskæftiget sig med bogholderi hele sit arbejdsliv og de sidste 5 år med vandværksadministration. Dorte bor i Aars og er at finde på Aars Vandværk og Aabybro Vandværk de andre af ugens dage.

Den praktiske del varetages af Åge Vestergaard, der hjælper med aflæsninger ude hos forbrugerne og Tonny Jensen, der virker som pedel og tager sig af bygninger, græsarealer og almindelig vedligeholdelse.

Den tekniske del varetages af Ravnborg Vand, der står for al vedligeholdelse af værker og ledningsnet.

Foruden formand Per Roth består bestyrelsen af næstformand Franz Cuculiza, Leif Rask, Arne Ranch og Kaj Larsen.

Hvem ejer så Hadsund Vandværk?

Ja, det gør forbrugerne jo, så derfor holder vi traditionen tro generalforsamling i det tidlige forår. og lige så traditionsbundet er, at deltagerne går hjem efter en god aften, der altid slutter med en bid brød, øl og et glas brændevin, hygge og socialt samvær, med samme menu siden 1924.

I almindelighed samles 40 - 50 medlemmer om bordene på en af byens restauranter, men der er også eksempler på, at der har været op til 175 deltagere.

Den siddende bestyrelse bliver jo ikke yngre og på et eller andet tidspunkt skal der ske en udskiftning, så derfor vil det være mere end rart, hvis der kom yngre folk til generalforsamlingen, så vi bedre kan forberede et generationsskifte, slutter Per Roth.

I 1890’erne så Danmark noget anderledes ud end i dag, og i 1896 stiftede en kreds af byens bedsteborgere Hadsund Vandværk, der tilsyneladende dengang var noget af et vovet forehavende, for borgerne måtte rejse til Randers for at låne penge til at skaffe vand for.

De lånte kr. 9.000,-

I første omgang købte man en vindmotor og fra en brønd på Vandværksvej hentede man vand op fra 30 meters dybde.

Det første anlæg var ret primitivt, for var der vindstille, kunne vindmotoren ikke køre og bringe vand til overfladen, så på sigt var løsningen med vindmotoren derfor dårlig, men der skulle gå tre år mere (1899) før man anskaffede en petroleumsmotor samt en bedre pumpe.

Klart et fremskridt for nu kunne der hentes vand op uden vind.

- Fra starten af var der 30 forbrugere med, og det er steget betydeligt siden, oplyser Per Roth, for i dag er vi lige i underkanten af 2800 privatforbrugere samt 75 virksomheder, der alle får vand via Hadsund Vandværk, men i hele vort område Hadsund/Glerup findes en måler på 2.200 adresser, men tallene siger ikke hele sandheden, for i en del udlejningsejendomme er der eksempelvis kun en måler men flere lejemål.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste