Ekstraordinær generalforsamling i HbC
Der har været stille omkring foreningen Hadsund By Concept, ikke mindst da vi mistede vor kasserer Ole Fuglede, fortæller formand Frank Overby Vihrs, og det var med stor sorg, vi modtog nyheden om Ole Fugledes alt for tidlige død. Det har været et stort personligt tab for os alle i bestyrelsen, men også et stort tab for foreningen.
Vi vil i bestyrelsen gøre alt for, at føre foreningen videre, og ad den vej ære Oles minde, og da vi skal have en ny kasserer, for at opfylde kravene til bestyrelse, holder vi en ekstraordinær generalforsamling, mandag aften 30. april "Hos Laura" på Storegade.
Dagsordenen er som følger: Valg af kasserer, Foreningens fremtidige projekter og Eventuelt.
- Vi kan ligeledes oplyse, at kontingenter ikke er opkrævet for 2018, og ikke bliver det før efter generalforsamlingen, da vi i bestyrelsen finder det rigtigt at vente med opkrævning til vi ved, hvor foreningen står i forhold til en ny kasserer.
Bestyrelsen for Hadsund by Concept håber på stort fremmøde, og de vil meget gerne have forslag til en ny kasserer. Forslag kan sendes til: frankvihrs@gmail.com