Dyreglæde: Dyrskue overgik sig selv
Der skulle kun to dage til at matche sidste års besøgstal, hvor Kimbrerskuet varede tre dage
AARS: Ikke nok med at der kom mange dyr til årets kimbrerskue. Der kom lige så mange mennesker på skuets to dage, som man sidste år trak på tre.
Det glæder Ditte Hammershøj, der som ny formand for skuet dermed fik den bedst tænkelige start på posten:
- Vi er selvfølgelig meget glade for det. Jeg synes også selv, der var en god stemning, og jeg fik også flere positive tilkendegivelser fra deltagere under skuet, siger Ditte Hammershøj.
Den glæde deler Brian Otte, der som direktør for Messecenter Vesthimmerland er medarrangør af skuet sammen med landboorganisationerne Agri Nord og NF Plus:
- Der kom godt 2500 både fredag og lørdag, og 5000 var også det vi fik besøg af til skuet i 2021. Vi var spændte på, om det kunne nå helt derop, men det kunne det altså, siger han.
Den store opbakning viser, at skuet efter coronapausen stadig har godt fat i folk.
Telt hjalp til
I 2021 var der ekstremt mange tilmeldte dyr og rekord. Nok som følge af den da overståede coronatid, der gav landmænd ekstra lyst til at komme ud og møde hinanden og dyrene.
800 tilmeldte dyr lød opgørelsen dengang på, og så fordelte man fremvisningerne over tre dage for at alle udstillere kunne komme til især hestene. Det betød til gengæld, at maskinudstillingen var væk om søndagen, hvilket den dags besøgende savnede.
700 dyr i 2022 er det andethøjeste, skuet har haft. Men ikke mere end at de kunne vises på to dage. Især fordi man rykkede en del om i et telt bag messecenteret.