Diamantbryllup i Skelund
Birthe og Bent Bach Nielsen, Teglbakkevej 44, Skelund, kunne 22. februar fejre deres 60 års bryllupsdag.
Birthe og Bent mødte hinanden i Skelund, hvor Bent er født og opvokset, og hvortil Birthe flyttede fra Buddum med sin familie.
Bent er uddannet møbelsnedker fra Skelund Møbelsnedkeri og Birthe er uddannet sekretær fra Salomonsens Advokatkontor i Hadsund, men det blev med tømrer- og snedkervirksomhed, de i fællesskab etablerede sig kort efter giftermålet i 1958. Med Birthe som bogholder drev Bent firmaet i mere 35 år og spændte bredt: byggede nye huse - heraf 3 til sig selv, solgte køkkener, lavede omforandringer og reparationer og uddannede nye svende.
Birthe var som helt ung med til at starte FPF i Skelund-Veddum, blev senere kredsleder og sluttede som kasserer igennem mange år.
Bent har i en lang årrække været medlem af menighedsrådet.
Begge har de altid taget del i landsbyens aktiviteter, ikke mindst er Bent efter sin pensionering medlem af "De Gæve Gallere", som holder byens faciliteter i stand.
De nyder nu begge deres otium i det seneste nybyggeri, hvor ikke mindst haven er til stor fornøjelse.
Og så er de begge glade familiemennesker og nyder at samle familien, der består af 3 børn og svigerbørn, 7 børnebørn og et oldebarn.