"Det ligger i vores DNA, at sælge danskproduceret træ"

De fleste trælaster i Danmark sælger udenlandsk træ. En af de få undtagelser er Rold Trælasthandel i Arden. Her er det primært træ fra danske skove, der langes over disken.

22. juni 2017 kl. 06.20

Der findes omtrent 400 trælast- og tømmerhandlere i Danmark. Kun én af disse trælaster er "i familie" med et savværk. Det er Rold Trælasthandel i Arden. De er ejet af Lindenborg Gods, der også ejer Rold Skov Savværk.

Ejerforhold, der ifølge direktør Flemming Petersen har åbenlyse fordele:

- Med et savværk på den anden side af vejen, som ovenikøbet er vores søsterselskab, ligger det i vores DNA at sælge danskproduceret træ. Det er unikt for en trælasthandel, og det er vi rigtig stolte af.

- Der er jo ingen grund til at hente træet i Sverige, Norge, Tyskland eller andre lande, når vi selv producerer træ i Danmark. Der er noget lokalt og bæredygtigt i at bygge med træ fra Rold Skov, fremfor at bygge med træ hentet i det nordligste Sverige, lyder det fra Flemming Petersen.

- Det er en belastning for miljøet, at fragte træet til Danmark, særligt når vi har massevis af godt træ herhjemme. En stor del af vores træ er fra Rold Skov, men vi har også træ fra andre steder i landet.

- At vi primært har fokus på dansk træ, betyder også, at vi har lidt anderledes træprofiler og et større udvalg. Hos os kan du med andre ord få noget træ, du ikke finder ret mange andre steder. Jeg kan blandt andet nævne kalmarbrædder og Rold-paneler, fortæller Flemming Petersen.

Rold Trælasthandel har rødder tilbage i 1920’erne, og er i dag en del af XL-kæden. Ud over trælasten omfatter Rold Trælasthandel også et Proff-center, der er et indkøbsmekka for områdets håndværkere og gør-det-selv-folket. Rold Trælasthandel i Arden beskæftiger 16 medarbejdere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste