Det kører for IF Frem Skørping

25. juni 2018 kl. 10.25

For anden sæson i træk har IF Frem Skørpings bedste fodboldmandskab sikret sig oprykning. Det betyder, at holdet til efteråret tørner ud i serie-3. Også klubbens andethold har sikret sig oprykning, og skal fra efteråret spille i serie-5.

Førsteholdets oprykning kom i hus fredag aften, hvor Skelund blev besejret 2-1 på udebane. Skørpings afgørende og oprykningsgivende sejrsmål sat ind i kampens 89. minut. Sejren blev dermed kronen på værket på en superflot sæson, hvor holdet med 9 sejre og 5 uafgjorte og en imponerende målscore på 34-9 er gået ubesejret gennem turneringen.

- Som nyoprykkede var vi på forhånd lidt usikre på, hvor vi stod inden sæsonen gik i gang. Så at vi går ubesejret gennem sæsonen, er vi selvfølgelig både lidt overraskede over og stolte af, fortæller anfører Peter Thorgaard.

- Vi har en rigtig god trup, hvor vores unge spillere er blevet suppleret med et par erfarne herrer, der har givet os en ro og stabilitet. Samtidig har vi en rigtig god trænerduo, ligesom gutterne har ydet en flot træningsindsats.

- Vi har en bred trup, og derfor har vi til efteråret også tilmeldt et hold i en DGI-turnering, hvilket betyder, at de spillere, der ikke spiller i weekenden, kan holde kampformen ved lige.

- Vi glæder os meget til at prøve kræfter i serie-3, hvor målet og ambitionen må være en midterplacering, slutter Peter Thorgaard, der sammen med holdkammeraterne fejrede oprykningen på behørig vis fredag aften og et stykke ud på natten.

Også IF Frem Skørpings andethold rykkede op i denne sæson, hvilket betyder at tilværelsen i serie-6 fra efteråret udskiftes med serie-5.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste