Det klarede op til friluftsfesten
For andet år i træk lykkedes det lige akkurat Veggerby Sogns Beboerforening at styre fri af skybrud til den traditionsrige fællesspisning
HJEDS: Naturområdet Horsdalen mellem Hjeds og Bradsted må ligge under en særligt heldig stjerne.
For andet år i træk lykkedes det nemlig lige akkurat at styre fri af skybrud og almindelig pløreregn, da Veggerby Sogns Beboerforening havde arrangeret den traditionsrige fællesspisning.
- Der kom 15 millimeter på en halv time sidst på eftermiddagen. Da var vi lidt bange, men så klarede det jo op en halv time før festen, fortæller Carsten Mikkelsen.
Hele 175 deltog i spisningen i år, hvor menuen stod på helstegt pattegris og en masse forskellige salater.
- Der var rigeligt med gris, konstaterer Carsten Mikkelsen, som også kunne notere, at især damerne var glade for nyskabelsen i form af en toiletvogn. Ligesom i fjor var der sat telte op for en sikkerheds skyld, men mange kunne nyde maden under åben himmel.
Bagefter optrådte igen i år Hjeds Folketeater, hvorfra Andreas Bekker også melder om nervøsitet under den silende regn - og lettelse, da solen blændede op lige tids nok til forestillingens begyndelse.