Billede beskrivelse

”Det gode liv” bagte hundredevis af småkager

Kagelystne løgstørianere blev sat i arbejde af bagermester Morten Thomsen hos Bager Groes

26. november 2021 kl. 15.30

Der blev bagt småkager til den helt store guldmedalje, da foreningen ”Det Gode Liv” i denne uge besøgte Bager Groes i Løgstør.

Bagermester Morten Thomsen hos Bager Groes havde på forhånd forberedt dej til brunkager, finskbrød og vaniljekranse - og der var rigeligt med dej.

Billede beskrivelse

Deltagerne kunne selv vælge, om de ville lave brunkager, vaniljekranse eller finskbrød. Der var også mulighed for at skifte undervejs.

Særligt ”maskinen” til at rulle vaniljekransedej ud tiltrak sig opmærksomhed. Den var smart, men også lidt for stor til et hjemmekøkken.

Finskbrødet blev også rullet på maskine, så cirka en halv kvadratmeter dej skulle pyntes.

Billede beskrivelse

Til at starte med kom deltagerne for lidt nødder og sukker på, men så viste Morten Thomsen, hvordan man med rund hånd strøede en stor mængde ud. Udskæringen foregik med en fem-delt rulle.

Humøret var højt, og utallige vaniljekranse, brunkager og finskbrød kom på bagepladerne.

Billede beskrivelse

Der var cirka 45 småkager pr. plade, og der blev fyldt langt over 50 plader, så der var flere småkager, end deltagerne var forberedt på at tage med hjem.

Derfor blev der til sidst fyldt tre store kasser med småkager, som onsdag blev givet til Plejehjemmet Bøgely.

I det nye år står der først gin-smagning og bagefter ølsmagning på programmet i ”Det Gode Liv”.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste