Det bliver ikke større: I aften kan du vinde 158 millioner
Hvad ville du gøre, hvis du pludselig vandt 158.000.000 kroner?
Ja, det er ikke et spørgsmål, man normalt stiller sig selv, men for alle dem, der spiller med i Vikinglotto i aften er det måske mere relevant: 158 millioner er nemlig lige præcis, hvad der er at spille om i Vikinglotto, fordi førstepræmiepuljen har nået sin maksimale størrelse, efter den i 2021 blev sat ned fra 220 millioner.
Puljens enorme størrelse skyldes, at der ikke er nogen, der har vundet hovedpræmien i de foregående 14 onsdage – den seneste, der ramte plet, var en dansk mand fra Nordsjælland, der i starten af august i år vandt 19.002.190 kroner, hvilket han straks vekslede til et nybygget hus med en stor garage – og en lækker bil til at stille i den garage.
Hos Danske Spil håber man, at det igen bliver en dansker, der løber med førstepræmien, når der formentligt snart går hul på puljen.
- Vi krydser fingre for, at det bliver en dansker, der vinder igen. Og hvis førstepræmien på 158 millioner kroner skulle lande her i Danmark, så kan vinderen faktisk glæde sig over at have vundet den sjettestørste, danske gevinst nogensinde, og det synes vi også er værd at tage med, siger Malene Mølgaard, adm. direktør for Danske Lotteri Spil, som står bag Vikinglotto i Danmark.
Vikinglotto trækkes altid onsdag aften – og man kan spille med indtil klokken 18.