Billede beskrivelse

”derudad” tager igen i år sommertøjet på

Turistforening og KulturenRebild går påny sammen om udgivelsen af særligt sommermagasin

11. marts 2021 kl. 13.59

I lyset af Corona-epidemien udgav KulturenRebild i 2020 en sommerudgave af det lokale kultur- og oplevelsesmagasin ”derudad”, fyldt med inspiration og idéer til oplevelser helt lokalt.

Det husstandsomdelte magasin blev en stor succes – og erfaringen var, at det ikke kun var lokale borgere, men i høj grad også turister og besøgende i området, der flittigt gjorde brug af magasinet.

På den baggrund bliver succesen naturligvis gentaget i år - og ligesom i fjor i et samarbejde mellem Rebild Turistforening og KulturenRebild.

- Når vi i Rebild Turistforening vælger at involvere os i et samarbejde omkring det store sommernummer af ”derudad”, er det fordi, det er en enestående mulighed for at vise alt det, vi har at byde på i hver en krog af kommunen.

- Med et slag får vi gjort såvel lokale borgere som besøgende opmærksom på de mange muligheder, der er for oplevelser i Rebild og omegn, forklarer formand for Rebild Turistforening, Lene Hjort.

Sommerudgaven af ”derudad” husstandsomdeles som vanligt i hele Rebild Kommune, men som noget nyt distribueres magasinet også til hele landet gennem Danmarks Distributionen.

- KulturenRebilds primære formål er ganske vist at formidle foreningslivets aktiviteter i Rebild Kommune, men med sommerudgaven af ”derudad” har vi en gylden mulighed for at inspirere folk fra hele landet til at besøge Rebild-området.

- På den måde er vi med til at give både forenings- og erhvervslivet ekstra opmærksomhed i en vanskelig tid, fremhæver Jes Kaa Kristophersen, formand for KulturenRebild, der også står bag de fem ordinære udgivelser af ”derudad” i løbet af året.

Turistforeningen og KulturenRebild håber, at rigtig mange af kommunens foreninger også i år vil byde ind med forslag til sommeraktiviteter.

Alle foreninger vil i den kommende uge modtage en invitation til at bidrage til årets sommermagasin.

- Vi lægger op til, at der tænkes nyt - og til sparring med andre aktører på kryds og tværs.

- I en vanskelig tid, hvor væsentlige del af samfundet har været lukket ned over en længere periode, er det helt naturligt at inddrage alle interessenter i arbejdet, så vi i fællesskab kan løfte opgaven og få gjort opmærksom på vores fantastiske egn på bedste vis, lyder det samstemmende fra turistforeningen og Kulturen Rebild.

På Rold Storkro glæder krovært Jørgen Pedersen sig over initiativet.

- I turistbranchen har vi haft et svært år 2020, og starten på 2021 har heller ikke været for god. Men nu øjner vi lys forude, og selv om vi ikke kender tidspunktet for genåbning, hvornår og hvor meget, må vi

nødvendigvis vise os fra den positive side og tro på, at verden igen bliver værd at leve i, og at alle længes efter at få luft under vingerne, komme rundt i vores eget land og lære det endnu bedre at kende.

- Her på Rold StorKro har vi i hvert fald en klar fornemmelse af, at mange netop nu står på spring efter at komme ud og bruge nogle penge, siger Jørgen Pedersen.

Årets endelige udgave af sommermagasinet ”derudad” udkommer 12. maj, magasinet forventes at blive på 48 sider, og det bliver trykt i et oplag på 29.000 stk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste