Den tredje klassiske koncert i sommerlandet
Søndag 30. juni kan du opleve Kammer Philharmonic Europa i koncertsalen på Kystvejen i Dokkedal
DOKKEDAL: Den tredje i rækken af i alt seks klassiske koncerter i sommerlandet - ”Vildmosekoncerter” - holdes søndag den 30. juni klokken 16.00 i koncertsalen på Kystvejen 224 lidt syd for Dokkedal, hvor Kammer Philharmonic Europa møder op. Ensemblet består ved denne koncert af i alt 8 musikere under ledelse af Leonid Tritus og til koncerten i Dokkedal er solist Cyrill Gussaroff med på trompet. Der bliver i løbet af eftermiddagen spillet værker af A. Vivaldi, J. N. Hummel, J. Suk, J. S. Bach og G. Faure samt Carl Nielsen.
Kammer Philharmonic Europa blev dannet tilbage i 2006 i Cologne i Tyskland og ensemblet engagerer især talentfulde unge musikere fra 18 forskellige europæiske lande. Det meget høje kunstneriske niveau har ført ensemblet rundt til et utal af festivaler og koncerter i rigtigt mange lande. Solisten ved den forestående koncert i Dokkedal er opvokset i og uddannet som trompetist i Skt. Petersborg i Rusland og udover at spille for Kammer Philharmonic Europa, er han også solist i Lower Rhine Symfoniorkestret og ved Beyreuth Festival. I pausen serveres der en forfriskning og den er med i billetprisen, oplyser arrangørerne Bodil Bach og Gert Hassing Nielsen.