De slår sgu på tæven i Julekaos
Et nøje indstuderet slagsmål mellem to byrådskandidater i Hobro anno 1910 vækker opsigt i julespil
Når verbale skænderier ikke længere rækker i en ophidset debat, tager de de korporlige argumenter undertiden over.
Således også i nissespillet Julekaos, som for tiden kan opleves på Hobro Theater.
Og det endda ganske voldsomt.
Ja, i et par minutter nærmest tumler advokat Albert Mørch og jernstøberiejer Jens Jørgensen - i skikkelse af amatørskuespillerne Jørn Lund og Mogens Karmark - rundt på Hobro Theaters (bogstaveligt) skrå brædder i bestræbelserne på at skade modparten.
Vel at mærke uden at modparten kommer .... til skade.
Netop dét beror på en velinstuderet, nærmest koreograferet disciplin kaldet stage fight - og hvori intet udfald i et slagsmål overlades til tilfældighederne.
Til den ende har Fyrkatspillet hyret Hother Bøndorff, professionel skuespiller og stage figter, som har heglet de to stridsmænd gennem to skarpe træningssessioner.
- Hother er en virkelig kompetent mand. Hans mest udbredte bemærkning lyder: "Det gør vi lige om igen - det gør vi lige om igen - det gør vi lige om igen", griner Mogens Karmark.
- Undertiden falder vi forkert og slår os.
- Så det har været en omgang hård, fysisk træning, som giver både blå mærker og rifter, betror en noget forslået Fyrkat-veteran efter endnu tre kvarters mørbankende prøver på Hobro Theater - få dage før premieren.
Det handler om at kende modstanderens bevægelser - hvert eneste udfald i slagdysten - og tage imod på rette vis.
- Og det skulle gerne koordineres og jo helst, så publikum tror, at der bankes igennem.
- For det her er jo ikke nogen skolekomedie, hvor slagsbrødre med deres gestik markerer, hvad de agter at gøre. Det skal se så ægte ud som muligt, insisterer Mogens Karmark.
Der ruskes godt og grundigt igennem, men der slås ingen slag ud i den blå luft.
Man skal have et fast greb i hinanden, og den svage part i et udfald styrer bevægelserne - netop så man ikke skader modparten.
- Når Jørn har fat i mig - og det har han nogle gange - så er det mig der styrer og viser, hvornår vi skal falde.
- Ellers går det jo rivegalt, griner Mogens Karmark.
Herreslagsmålet opstår, fordi advokat Mørch på nederdrægtigste vis forsøger at fordrive en vis fru Lohmann fra sin lingeributik, så advokatens egen veninde - Christofine - kan overtage matriklen.
- Denne advokat Mørch har i grunden altid været geshæftig og temmelig uvederhæftig mand, men der er trods alt grænser for, hvad den gode jernstøber Jørgensen finder sig i, skumler - og skæmter - Mogens Karmark.
Han er en gennemrutineret Fyrkat aktør, der efterhånden tegner sig for 21 optrædener i Fyrkathuset og en halv snes indsatser i julespillene.
Modsætningsvis er det første gang, Jørn Lund er med i julespillet. Han debuterede i Den Store i Fyrkathuset i sommer.
Begge d’herrer bejler i øvrigt til en plads i Hobro Byråd - anno 1910.
- Så du kan jo nok forstå, at jeg er nødt til at give den novice en omgang tæsk, præciserer Mogens Karmark.
Om det forholder sig sådan i det i øvrigt livlige spil, hvor jo også oprørte kvinder ypper kiv over manglende stemmeret, kan du selv bevidne enten i morgen aften, onsdag, klokken 19 - eller under en af de tre forestillinger weekenden.
Nemlig fredag klokken 19, lørdag klokken 17 eller søndag klokken 14.