De er glade for Ambu Revyen
Revyen vender tilbage i 2020, lyder det fra folkene bag
HOBRO: Det var en go´ revy…!
Denne sætning synges nu altid efter en Ambu Revy af alle dem, der er med bagved revyen.
Men i år var det måske ikke helt nok?
- De mange fine ord, vi har fået med på vejen efter de to forestillinger i Det Røde Pakhus, er helt overvældende, fortæller instruktør Niels Leth-Sørensen og fortsætter:
- Med superlativer som ”den bedste Ambu Revy i mands minde” - ”vi grinede så tårnene trillede” og ”sjældent har jeg moret mig så godt til en Ambu Revy”, kan vi næsten ikke få armene ned.
- Det giver så megen energi og lyst til at gøre det endnu bedre til næste år, forsikrer en meget tilfreds Niels Leth-Sørensen.
Instruktøren har tidligere fortalt om rigtig gode fornemmelser op til premieren.
Herunder at det materiale, de nye forfattere i skikkelse af Jytte Andie Schack, Martin Gaardsted, Torben Ladefoged samt genganger Lars Reinholt Nielsen havde stillet til rådighed, var noget af det bedste, han havde set i sin revy tid.
Fundament lagt for 2020
Fra revyen lyder der en stor tak til publikum til de to udsolgte forestillinger.
- Det var fremragende, og alt gik op i en højre enhed, hvor revy og publikum får mere, end de havde forventet.
Det er i øvrigt muligt at se små videoklip fra revyen på Facebook under Ambu Revyen, anbefaler Niels Leth-Sørensen.
- Vi har lagt fundamentet for 2020-.
Og med de to store succes’er i år har vi som minimum 200 gode ambassadører til at hjælpe med at sprede det gode budskab om at støtte revyen og samtidig få en hylende morsom aften, anbefaler pr-ansvarlig Søren Greve
- Spisning før revyen og dans efterfølgende blev rost, og Det Røde Pakhus foldede sig ud som en rigtig god ramme for denne Ambu Revy.
- De frivillige scenebisser har knoklet, og det kom rigtig godt til udtryk under forestillingerne, roser Søren Greve.