Billede beskrivelse

Danseglæde overtager Livø

Livø er vant til sommerlejre og jazz. Nu skal øen til at swinge af dansetrin

24. april 2019 kl. 06.00

LIVØ: Et løst indfald på færgen fra Livø får fredag den 10. maj muntre følger.

Da inviteres der til danseweekend på Livø, og hvis man har lyst til at bruge en eller to dage på at opleve nye eller bekendte danse i fredelige omgivelser, så får man næppe en bedre lejlighed end her.

- Vi var nogen der talte om, at det kunne være en god idé at lave sådan en weekend. Derefter har vi brugt vinteren på at arrangere det, fortæller Gitte Vall, som er formand for den nye forening ”Danseweekend på Livø”.

Hun kommer fra Hjallerup og synes selv der mangler steder, hvor man kan koncentrere sig om dans og det sociale der følger med, når nogen med samme interesse mødes.

- Jeg har ikke selv prøvet noget som det her. Men det er også inspireret af Sverige, hvor man er meget bedre til arrangere begivenheder udendørs end vi er herhjemme, fortæller Gitte Vall.

Udgangspunktet bliver meget café og forsamlingshus. Men der er plads til at man kan danse i gaderne, hvis man får lyst til det.

To erfarne danselærere er på plads i programmet, der over to dage og aftener giver lektioner i så mange danse man næsten orker. Henning Bøg tager sig af de såkaldte balsals-danse - som tango, foxtrot, vals og quickstep, mens Jens Henrik Jensen står for de latinske trin i salsa, cha-cha-cha, merengue og bachata.

Dertil inkluderer billetprisen mad fra øens gode café.

Foreningen har ikke gjort op hvor mange der foreløbig er tilmeldt, men Facebook-siden har 325 medlemmer.

- Det ser ud til at der mest kommer folk fra hele Jylland. Og der er flere kvinder end mænd tilmeldt, lyder Gitte Valls foreløbige melding.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste