Billede beskrivelse

Dagrenovation igen tilbage i den daglig rytme

15. maj 2017 kl. 11.31

REBILD: De 12 ansatte skraldemænd hos RenoNorden i Rebild Kommune nåede at strejke halvanden dag, inden de torsdag ved middagstid genoptog deres arbejde med dagrenovationen rundt i kommunen.

For at indhente det forsømte arbejde under strejken blev der ekstraordinært tømt skraldespande lørdag, og i løbet af mandagen forventer RenoNordens ledelse igen at være tilbage i den normale daglige rytme.

Rebild Kommune har løbende på facebook og kommunens hjemmeside orienteret borgerne om status for skraldekonflikten.

Arbejdsnedlæggelsen skete onsdag morgen, efter at en kollega af ukendte årsager var blevet fyret.

Det medførte en hektisk mødeaktivitet på RenoNordens base på Buderupholmvej i Støvring, hvor faglig sekretær i transportgruppen hos 3F Aalborg Torben Jensen deltog.

Ved forhandlinger torsdag formiddag blev den fyrede kollega genansat og arbejdet blev derefter genoptaget.

Ved arbejdsnedlæggelsen onsdag morgen valgte kollegaerne i Randers Kommune også at nedlægge deres arbejde i en sympatiaktion for deres kollegaer i Rebild Kommune.

RenoNorden A/S tiltrådte 1. april som nyvalgt renovatør i Rebild Kommune for en periode på fire år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste