Cykelprojekt mod nye mål
Kommunen blåstempler det opsigtsvækkende Mariagerfjord Cykler via tilskud fra beskæftigelsesråd
Ruten bliver den samme, de intensive trænings-forberedelser lige så, og målet vil fremdeles være Berlin.
Men i år mærker deltagerne Mariagerfjord Cykler tillige kommunal medvind i ryggen, når frivillige ledere og unge fra blandt andre Hobro Produktionshøjskole sætter kursen mod den tyske hovedstad.
Et blåt stempel til vidt favnende projekt, som i det forgangne år beviste sit værd.
Resultatet af anstrengelserne blev, at otte unge som en ekstra triumf efter turen til Berlin kan glæde sig over job, lærepladser, uddannelse og ikke mindst en gevaldig portion selvtillid og nye kammeratskaber.
Det har vakt genlyd mange steder - blandt andet i Mariagerfjord Kommunes lokale beskæftigelsesråd.
Her stiller man et økonomisk tilskud i udsigt til støtte for projektet, som netop er blevet genoptaget.
I fjor trillede Mariagerfjord Cykler helt uden kommunale midler.
Gennem intensiv træning, sammenhold og teamwork skal projektet give unge fra lokalområdet så megen selvtillid og tro på sig selv, at de får nyt mod til at gennemføre et uddannelsesforløb.
Eller nyt mod til at komme ud på arbejdsmarkedet.
- Gennem forløbet er det blevet tydeliggjort, at projektet har forskellige sigter.
- Det handler ikke kun om fællesskab og sundhed, men projektet har også fået fat i og favner arbejdslivet, lyder det anerkendende fra fagchef Michael Tidemand, Arbejdsmarkedsforvaltningen i Mariagerfjord Kommune.
Han siger, at nogle af de unge deltagere landede rigtig fint, og at projektet som sådan i en beskæftigelsesmæssig sammenhæng er interessant.
- Kan det virkelig passe, at man ved at sætte nogle unge på en cykel også kan hjælpe dem beskæftigelsesmæssigt, spørger Michael Tidemand og kommer selv med svaret:
- Det er mit indtryk, at alle havde meget ud af det.
- Det er uhyre interessant viden for en forvaltning, hvor vi normalt tænker sundheds- og arbejdsmæssigt på en anden måde, siger Michael Tidemand.
Formand for Mariagerfjord Cykler Bent Ringgaard, Hobro, er glad for den kommunale opbakning.
Men han glæder sig også over den enorme støtte, man i fjor og utvivlsomt også i det nye projekt nyder fra det private erhvervsliv.
- Vi har fortsat brug for økonomisk hjælp til at gennemføre projektet, understreger Bent Ringgaard.
Samtidig med, at styregruppen har indledt jagten på ny kapital, er man ganske langt fremme med forberedelserne til projekt 2018.
Mellem 15 og 20 unge er rekrutteret til projektet, og de har taget fat på de ugentlige aftner med spinning hos Claus René i Hobro Helse Sport.
Line Bøgh Wulff står med ansvaret for at instruere de unge.
Formentlig midt i marts, når foråret nærmer sig, rykker træningen ud på landevejene på racercykler.
Her venter minimum to ugentlige træningspas forud for starten til Berlin 17. juni.
Sidste år var 15-18 unge inde over Mariagerfjord Cykler. Heraf gennemførte otte selve cykelturen på 750 kilometer over fem dage.