CupCake-event med Micki
Micki Cheng fra ”Den store bagedyst” fra DR kiggede forbi Gjerlev
GJERLEV: I Gjerlev Kirkecenter har der været brug for børnenes kreative evner, da Micki Cheng, fra ”Den store Bagedyst” og ”Ultras sorte kageshow”, besøgte centret, hvor han instruerede de 38 fremmødte børn i pyntning af cupcakes.
- Det blev en rigtig dejlig familieeftermiddag, hvor de voksne hyggede sig med kaffe og hyggeligt samvær, mens børnene fremtryllede nogle helt fantastisk flotte kager, som de var meget stolte af, og som de havde gjort sig meget umage med at lave, oplyser Lisbeth Kusk, medlem af aktivitetsudvalget.
Børn i alle aldre var mødt frem, så der blev også brug for lidt voksen assistance ind imellem. Efterfølgende kunne de dygtige kunstnere tage deres værker med hjem.
Micki lavede en lille konkurrence til sidst, hvor han sammen med publikum kårede den bedste og mest fantasifulde ”Kajkage”.
Det blev Andreas, som løb af med sejren. Ud over æren modtog han også Micki Chengs signerede kagebog.
For at undgå kødannelse var der oprettet både et tegne- og et sang-og musikværksted - alt i alt var der lagt op til en rigtig kreativ eftermiddag.
Det var aktivitetsudvalget for Ommersyssel Østre Pastorat, der stod for arrangementet. Udvalget har, ud over at arrangere et sådant familiearrangement, planer om at lave forskellige happenings for lidt større børn og unge.