Byfesten i Rostrup begynder i kirken
ROSTRUP: Årets byfest i Rostrup spilles og synges i gang i den store landsbykirke onsdag 14. juni. Det er "Den unikke trio", der giver koncert. Efterfølgende står den på gratis kaffe og kage på festpladsen ved klubhuset.
- "Den unikke trio" består af Tina Siel, en af landets absolut bedste sangerinder, Tine Lilholt, som mestrer både fløjte og harpe og Knud-Erik Thrane, der sørger for smukke harmonier på pianoet, siger kirkens organist Pia Thøgersen.
Koncerten, der vil vare cirka 70 minutter, indeholder både danske, svenske, norske og engelske sange og salmer og et par ballader.
Der bliver også mulighed for, at publikum kan få rørt stemmebåndene.
Trioen har samarbejdet i 14 år og trække alle steder fulde huse til deres energiske koncerter, oplyser organisten.
Der er gratis adgang til koncerten, der begynder kl. 19.