Billede beskrivelse

Bronze til Rebild for vellykket integration på arbejdsmarkedet

24. januar 2018 kl. 06.00

REBILD: Rebild Kommune inkasserer en delt tredjeplads, når det handler om at integrere flygtninge på det danske arbejdsmarked.

Regeringen formulerede for to år siden en ambitiøs målsætning om, at hver anden flygtning skulle i arbejde.

Nu viser en ny opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet at hele 10 kommunerne allerede lever op til målsætningen inklusiv Rebild.

Kommunerne er Ringsted (57%), Lyngby Taarbæk (56%), Gladsaxe (55%), Rebild (55%), Dragør (53%), Lejre (51%), Køge (50%), Bornholm (50%), Odder (50%) og Stevns (50%).

På landsplan er andelen af flygtninge i arbejde nu på 36%.

Formand for arbejdsmarkedudvalget i Rebild Kommune Allan Busk (L) glæder sig over de gode takter.

- Rebild Kommune løser effektivt to presserende arbejdsmarkedudfordringer, nemlig at få flygtninge ind på arbejdsmarkedet og samtidig sikre arbejdsgiverne den efterspurgte arbejdskraft. Det er vel hvad man populært sagt kalder for en win-win situation. Vores næste udfordring er at få flygtningene endnu hurtigere i gang på arbejdsmarkedet. Selvom tallene ser gode ud, skal vi ikke være blinde for mulighederne for at gøre det endnu bedre. Det arbejde glæder jeg mig som formand for arbejdsmarkedsudvalget til at tage fat på, erklærer han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste