Brokiosken er vejen til DM i hotdogspisning
De ti bedste på landsplan går videre til finalen i Aalborg - kender du en, som skal udfordres?
LØGSTØR: Opvarmningen er så småt i gang forud for årets DM i Hotdogspisning, som afvikles på Gammel Torv i Aalborg 31. maj.
I Løgstør og omegn er det Brokiosken Aggersund, der står for afviklingen af den lokale kvalifikationsrunde.
Reglerne er ganske simple: Det gælder slet og ret om at spise så mange hotdogs som muligt på 15 minutter.
De ti bedste på landsplan går videre til finalen i Aalborg.
Det koster 100 kr. at stille op - og guffe løs i 15 minutter - og alle pengene fra konkurrencen går igen i år til at velgørende projekt, i denne omgang Fonden Børnenes Kontor i Aalborg.
Førstepræmien ved DM i Hotdogspisning er et rejsegavekort på 20.000 kroner, men der er også flotte præmier til de lokale vindere, der i bedste fald kan gøre sig forhåbninger om et gratis weekendophold.
Den bestående danmarksrekord i hotdogspisning lyder på 42 hotdogs, sat til livs i løbet af et kvarter.