Billede beskrivelse

Bridgeklub trives fint hos SIF

47 aktive har i den forgangne sæson spillet bridge i Støvring

30. april 2019 kl. 10.31

STØVRING: Støvring Bridgeklub har netop afsluttet sæsonen og holdt sin årlige generalforsamling.

Aftenen blev indledt med en mini-turnering, hvorefter de traditionelle rullepølsemadder blev indtaget efter generalforsamlingen.

Bridgeklubben har de seneste år holdt til i SIF Fodbolds multisal, som fungerer fint til formålet.

47 aktive har i den forgangne sæson spillet bridge i Støvring, og klubben har i årets løb indkøbt 10 nye Bridgemate-bordterminaler, som en konsekvens af overgangen til et nyt turnerings beregningssystem i Dansk Bridgeforbund. Til dette formål gav Velux Fonden overraskende et sponsorat på 14.000 kroner.

Til næste sæson bliver der undervisning for begyndere og tidligere whist spillere i samarbejde med Gravlev Borgerforening, som oven i købet vil lægge lokaler til initiativet.

Årets klubmestre blev: Mandagsholdet: Ane og Svend Tribler, 418 point. Onsdagsholdet: Inge og Marinus Brunsborg, 330 point.

Det par, som har forbedret deres handicap mest i løbet af sæsonen, er Ellen Bove og Birgith Johansen.

Heidi Lærke Sørensen ønskede på generalforsamlingen at træde ud af bestyrelsen. I stedet blev Karsten Houmøller nyvalgt som sekretær, mens Kirsten Sørensen blev genvalgt som kasserer.

Thomas Thomasen har igen i år stået for tilrettelæggelsen af årets turneringer og den overordnede turneringsledelse. Bestyrelsen består desuden af formand Ejvind Sørensen og næstformand Claus Kruse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste