Billede beskrivelse

Brandslukning i silo i 16 timer

Hårdt arbejde at få slukket ild og gløder i silo med op mod 400 tons korn

05. september 2017 kl. 09.07

HIMMERLAND: Brandfolk fra Nordjyllands Beredskab arbejdede tirsdag morgen fortsat med at få slukket alle gløder i en stor kornsilo på en landejendom på Svanfolkvej mellem Kongerslev og Terndrup.

Se også
Kornsilo brænder: Beredskab afventer sugebiler

Branden i de store mængder korn i siloen blev opdaget kort efter kl. 16 mandag, og natten igennem har man arbejdet på at få kornet ud af siloen, så alle gløder kan slukkes.

Det ryger stadig fra kornet, og røgdykkere arbejder tirsdag morgen inde i kornsiloen for at assistere de lastbiler med sugemaskiner, der skal fjerne kornet.

Stålsiloen rummede mellem 350 og 400 tons nyhøstet korn, da branden blev opdaget mandag eftermiddag,

Indsatsleder René Nikolajsen fra Nordjyllands Beredskab vurderer, at det kan være en gnist fra et korntørringsanlæg, der via luften er røget ind i siloen og har startet branden.

- Vi bliver færdige med slukningsarbejdet i dag, men der kan gå endnu et par timer, lød det fra indsatsleder René Nikolajsen tirsdag morgen kort efter kl. 08.

Omkring 10 mand fra Nordjyllands Beredskab har sammenlagt deltaget i arbejdet med at få kornet ud og slukket alle gløderne.

Indsatslederen håber på, at noget af kornet kan reddes.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste