Borgerlauget i Møldrup atter i gang med kosten
Borgerlauget i Møldrup holdt forleden sit første møde i sæsonen, hvor oldermanden, Lauritz Laustsen blev genvalgt til posten.
Møldrup Borgerlaug sørger blandt andet for, at byens offentlige områder holdes fine og rene, planter sommerblomster m.m. samt går til hånde rundt i byen og hjælper bl.a. borgerforeningen og handelsstandsforeningen med praktiske gøremål.
Og borgerlauget har allerede været i sving med at gøre Møldrup pænere og renere. Der er 25 medlemmer af Borgerlauget, der er let genkendelige, når de færdes rundt om i byen, idet de bærer gule refleksveste med påskriften: Møldrup Borgerlaug.