Børnene får mere Aktiv Ferie
Aktiv Ferie er klar med 15 hold igen i uge 32,
HADSUND: - Aktiv Ferie handler om at aktivere børn i 2.-6. klasse og give dem mulighed for at opleve og prøve noget nyt i deres ferie - og så er det jo dejligt, at så mange deltager, siger Jane Grøn (S), formand for udvalget for Kultur og Fritid.
Aktiv Ferie er klar med 15 hold igen i uge 32, og nogle af holdene er stadig åbne for tilmelding på www.aktiv-ferie.nu.
På en rundtur til foreninger og institutioner i Mariagerfjord og Rebild kommuner i uge 27 blev man mødt af glade, aktive børn og engagerede frivillige, til trods for et lidt koldt og vådt sommervejr.
Godt 300 børn havde tilmeldt sig en af Aktiv Feries aktiviteter og prøvede kræfter med alt fra vikingekamp til motocross.
Hele 22 hold blev afviklet i uge 27.
Engagerede frivillige
Størstedelen af arrangørerne er fra det lokale foreningsliv, hvor en masse skønne frivillige bruger en del af deres sommerferie på at afholde en aktivitet for børnene i de to kommuner.
- Det er så skønt at opleve det engagement, som findes hos alle de frivillige.
- De har forberedt sig godt, og de giver den hele armen for at børnene får en god oplevelse, fortæller Maria Bisgaard, som er Mariagerfjord Kommunes koordinator på Aktiv Ferie.
Samarbejdet mellem Mariagerfjord og Rebild kommuner har mange år på bagen og går helt tilbage til 2007.
Samarbejdet har vokset sig til en succes.
Børnene flytter sig faktisk på tværs af kommunegrænsen, og det er ikke bare et par stykker.
Reklame for foreningerne
Der er deltagere fra begge kommuner på stort set alle hold.
Så samarbejdet gavner helt sikkert børnene - og selvfølgelig også for foreningerne, som via Aktiv Ferie får markedsført deres aktiviteter over et stort geografisk område.
Nogle af arrangørerne har været med i mange år, men der kommer også nye til.
Motivationen er forskellig, men mange er naturligvis med for at gøre børnene og forældrene opmærksomme på deres forening og måske kunne hverve lidt nye medlemmer.
Andre er med bare fordi de synes det er sjovt, at lave noget for børnene.
På den måde tjener de lidt til klubben.