Billede beskrivelse

Børnehusene får ny, kendt leder

22. september 2017 kl. 11.35

SKØRPING: Et enigt ansættelsesudvalg har valgt at ansætte Monica Beier som ny leder af Børnehusene i Skørping. Hun starter på det nye job 1. november i år.

Monica Beier er 48 år og er allerede et kendt ansigt i børnehaverne i Skørping, hvor hun i 1998 startede som souschef og daglig pædagogisk leder i det, der dengang hed Vaskebjørnen. Da børnehaverne i 2012 fik samme administrative ledelse under navnet Børnehusene i Skørping, og Vaskebjørnen samtidig blev nedlagt, fortsatte Monica Beier som daglig pædagogisk leder i den nye institution 100 meter skoven. Siden august i år har hun været konstitueret leder af Børnehusene. Alt i alt har Monica Beier altså 19 års erfaring som leder af dagtilbud i Skørping og har i øvrigt arbejdet som pædagog siden 1991.

Chef for Center Børn og Unge, Mads Rune Jørgensen, ser frem til samarbejdet med den nye leder:

- Jeg kender jo allerede Monica som en yderst kompetent og vellidt leder, så jeg er ikke i tvivl om, at hun er den helt rette til at føre det gode pædagogiske arbejde videre. Især er jeg glad for, at det var et helt enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Monica efter en meget grundig proces.

Hovedpersonen selv glæder sig til at komme i gang med den nye opgave og vil videreføre det gode arbejde:

- Jeg er naturligvis både glad og stolt over den tillid, der bliver vist mig, men er også ydmyg over for opgaven, sige Monica Beier.

Der var i alt ni ansøgere til stillingen, hvoraf fem blev kaldt til første samtale. Af dem gik to videre til anden samtale, hvor de blandt andet skulle svare på en lang række spørgsmål for at tegne et billede af ansøgerens personlige kompetencer som leder.

Stillingen blev ledig, da Bente Devantie efter 23 år som leder har valgt at skifte til en stilling som områdeleder for otte børnehaver i Randers Kommune.

Børnehusene i Skørping består af tre daginstitutioner, nemlig 100 meter skoven, Skovbjørnen og Skovtrolden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste