Blandet pokallodtrækning for nordjyske hold
Der er mulighed for to nordjyske lokalopgør i pokalturneringen
FODBOLD: Hvis alt flasker sig kan de nordjyske fodboldfans se frem til to rent nordjyske opgør i næste runde af pokalturneringen.
Det er en kendsgerning efter, at der mandag middag blev trukket lod til 4. runde af DBU Pokalen (1/8 finalerne).
Det kræver dog en vaskeægte pokalsensation og en overraskelse, hvis det skal blive til to indbyrdes nordjyske opgør.
Hobro fra Superligaen skal nemlig møde vinderen af kampen mellem Vejgaard og FC Nordsjælland. Danmarksserieholdet skal møde superligaens tophold på hjemmebane på onsdag, og hvis det lykkedes at skabe sensationen kan Vejgaard se frem til en ottendedelsfinale på hjemmebane mod Hobro IK. Til gengæld har Hobro IK fordel af hjemmebane, hvis FC Nordsjælland går videre til 4. runde.
Jammerbugt FC fra 2. division har hjemmebanefordel uanset hvem modstanderen bliver. Jammerbugt skal møde vinderen af kampen mellem Vendsyssel FF fra 1. division og SønderjyskE fra superligaen.
Det bliver afgjort onsdag aften, når sønderjyderne kommer på besøg i Hjørring.
AaB kan se frem til hjemmebane mod superligaoprykkerne fra FC Helsingør.
FC København og Brøndby mødes i øvrigt i en af de otte ottendedelsfinaler.
De øvrige opgør er som følger:
OB-FC Midtjylland
HIK/Silkeborg IF - Lyngby Boldklub
FC Fredericia - HB Køge
Holbæk - Randers FC
Kampene skal spilles i perioden fra tirsdag 24. oktober til torsdag 26. oktober.