Birgittaforeningen igen på julevandring
Birgittaforeningen i Mariager stævner 3. juledag - onsdag 27. december klokken 14 - ud på den årlige julevandring.
Den vil under ledelse af guide Jørgen Kruse bringe selskabet på en smuk tur gennem vinterlandskabet i Munkholm.
Undervejs vil du kunne høre guiden genfortælle Johannes Møllehaves beretning om de hellige tre konger - og om hvilke finurlige hændelser, der indtraf undervejs mod målet.
Om de hellige tre konger så når frem - ja, det ved kun Jørgen Kruse - og de vise mænd.
Vandringen tager afsæt i parkeringspladsen ved Mariager Kirke og strækker sig over cirka tre kilometer.
Den vil foregå i adstadigt tempo i det kuperede terræn, så både børn og voksne kan følge med, og det hele slutter i Udsigtspavillonen, hvor man sammen synger Dejlig Er Den Himmel Blå.