Bilhus får pris for god kundeservice
For første gang nogensinde kan MTH Biler A/S i Løgstør bryste sig af Toyotas prestigefyldte Ichiban-pris
- Vi er pavestolte. Det er helt fantastisk, at det er lykkedes MTH Biler i Løgstør at løbe med prisen.
Sådan lyder det begejstret fra direktør og medindehaver, Kasper Kristensen, efter at MTH Biler A/S i Løgstør for første gang nogensinde blevet tildelt den fineste hæder fra Toyota som årets Ichiban-forhandler i Danmark.
Dermed overtager Danmarks nordvestligste Toyota-forhandler hæderstronen fra Novalbil A/S i Brønderslev, der vandt titlen i fjor.
Ichiban-prisen bliver uddelt hvert år til den Toyota-forhandler i Danmark, der har ydet det ypperste inden for kundeservice, salg og værkstedsloyalitet.
Normalt foregår den ærefulde prisoverrækkelse én gang om året ved et stort award show, hvor alle Toyota-forhandlere er samlet. Men grundet pandemi og forsamlingsforbud foregik prisuddelingen i år virtuelt.
Ifølge Kasper Kristensen kom det som lidt af en overraskelse, da vinderen blev offentliggjort i den forgangne uge.
- Vi var meget tæt på at tage prisen for et år siden, hvor vi fik andenpladsen. Så vi havde faktisk snakket om, at i år ville vi arbejde ekstra hårdt for at få prisen.
- Derfor glæder det os meget, at indsatsen har båret frugt, siger Kasper Kristensen.
MTH Biler A/S har udover forretningen i Løgstør også forretninger i både Nykøbing Mors, Brovst, Aars og Thisted, og direktøren deler gerne æren for Ichiban-prisen med alle sine medarbejdere.
- Det er helt klart medarbejdernes fortjeneste. Ingen tvivl om det. Vi har et stærkt team med en stærk Toyota-DNA i alle vores fem forretninger, men i Løgstør er alle tingene bare gået op i en højere enhed i år.
- Der er en særlig ånd i huset, flere medarbejdere har været ansat hos os i mange år, og man er klar til at gå den ekstra mil – både for hinanden, for Toyota og især for kunderne.
- Det mærker kunderne også, vurderer Kasper Kristensen.
En af hemmelighederne er, at man hos MTH Biler A/S i Løgstør fokuserer meget på de bløde værdier.
- Vi vægter selvfølgelig, at vores medarbejdere er veluddannede og klædt på til fremtiden, der byder på store forandringer i forhold til købsmønstre, teknologier og mobilitet generelt.
- Men vi vægter også de bløde værdier meget højt og behandler kunderne, som var de gæster i vores private hjem. Kunderne skal altid føle sig velkomne og værdsatte, pointerer Kasper Kristensen.
Hos Toyota Danmark, der uddeler Ichiban-prisen hvert år, betegner man MTH Biler A/S som et forbillede.
- Toyota har i næsten to årtier været det bilmærke i Danmark, der har de mest tilfredse kunder hos forhandlerne og på værkstederne. Det vidner om et særdeles stærkt og yderst kompetent netværk af forhandlere i Danmark, som er klar til at yde en meget høj kundeservice.
- MTH Biler i Løgstør har gjort det ekstraordinært flot det seneste år og kan nu derfor fuldt fortjent kalde sig de bedste af de bedste og smykke sig med titlen Toyota Ichiban-forhandler 2020, siger adm. direktør Alar Mettson hos Toyota Danmark.
Ichiban er i øvrigt et japansk ord lånt fra ”Okyakusama Ichiban”, der betyder ”kunderne først”.