Bente hyldet for sine mange gåture

Bente Olesen modtog pokalen af den nye formand Torben Salling

23. marts 2019 kl. 12.40

LØGSTØR: Løgstør Vandreforening har afholdt sin første generalforsamling.

Foreningen har 48 medlemmer og 38 deltog i generalforsamlingen i Byens Hus. Formanden, Jan Persson, aflagde beretning og oplyste, at der pr. gang har været omkring 25 ude at gå i sommerhalvåret og omkring 20 i efterår og vinter.

I årets løb har der været gode ture til St. Økssø, Nørlund og Nr. Lyngby. Foreningen har arrangeret en tur til fordel for Kræftens Bekæmpelse og her deltog 41.

Kasserer Hanne Pedersen oplyste, at der er en beholdning på 15.648 kr. På valg til bestyrelsen var formand, Jan Persson, Torben Salling og Axel H. Jensen.

Torben Salling og Axel H. Jensen blev genvalgt, mens Jan Persson ikke ønskede genvalg. I stedet for blev Gudrun Støvring valgt. Torben Salling takkede Jan Persson for det store arbejde, han har lavet for foreningen. Pokalen til den person, som har deltaget på flest ture, gik til Bente Olesen. Efter generalforsamlingen konstituerede foreningen sig med Torben Salling som formand.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste