Beboerforening drømmer om at udvide legeplads
Legepladsen, som den ser ud i dag - men sådan skal den helst ikke se ud fremover
LØGSTØR: Boligområdet Søndermarksvej, Hvedemarken, Havremarken, Bygmarken, Rugmarken, Majsmarken og Vindblæsvej har en fælles legeplads midt i området.
Området består af cirka 250 husstande, hvoraf kun de 118 er med i den Beboerforeningen Søndermarken, som skal være med til, at den fælles legeplads i området er i orden og up to date.
Kommunens 16 dagplejere er også flittige bruger af legepladsen, som tydeligvis trænger til at blive renoveret og opgraderet.
Bestyrelsen har et forslag, som bringer pladsen i orden, men dette kræver en investering på godt kr. 360.000.
Foreningen har selv et halvhundrede tusinde og skal nu i gang med at søge fonde og lokale pengeinstitutter og virksomheder om økonomisk hjælp.
Endvidere opfordrer bestyrelsen til, at de husstande i området, som ikke er medlem af beboerforeningen, bliver det og at andre brugere i byen også er med til at støtte projektet.
Der er kun få legepladser i Løgstør, så derfor kunne det være en god ide at finde ud af, hvordan man skal sørge for, at legepladsen følger med tiden.