At være et kendt ansigt i byen
Efter godt 17 år i Adelgade 25 kender Louise Agerskov, butikschef i Only, sine kunder - og de hende
- Mange kender mig fra bybilledet. Og faktisk er det ret godt at være et lokalt ansigt.
- Så forsvinder man nemlig ikke i mængden.
Og de folk, som handler i Hobro, kan godt lide at vide, hvem man kommer ind til, hvor man i Aalborg eller Aarhus typisk bare vil være et ansigt i mængden.
Louise Agerskov, nyslået butikschef hos tøjbutikken Only i Adelgade 25, hører bestemt til i kategorien af kendte ansigter i det lokale butiksliv.
På selvsamme adresse indledte hun nemlig for 17 og et halvt år siden sin karriere som ekspedient i tøjbutikken Louise - såmænd.
Det er den, som netop har skiftet navn til Only.
Siden årtusindeskiftet har Louise Agerskov dagligt ekspederet tøjkunder af hunkøn fra Adelgade 25.
Efter en tur på handelsskole blev hun udlært her - og siden fastansat
Det har i sagens natur bragt hende tættere på de mennesker, der handler i butikken - og givet viden om, hvilket tøj de foretrækker.
- Og fordelen ved at kende sine kunders tøjsmag er jo, at vi så nemmere kan finde noget tøj, der supplerer godt, forklarer Louise Agerskov.
Dengang som nu handler det om varemærker fra Bestseller.
Men hvor Louise under Gitte Leths ejerskab forhandlede et bredt sortiment fra kæden, handler det nu "kun" om ét mærke - om Only.
Gitte Leth solgte butikken til Bestseller, som herefter har forfremmet efterhånden 38-årige Louise Agerskov til butikschef.
- En udfordring, der passer mig fortrinligt. Jeg har intet ønske om at være selvstændig, men efter nogle år som Gittes højrehånd, er det et fedt lille karriereløft for mig at få lov at være butikschef.
- Og så er det dejligt at kunne bruge de mange rare kvadratmeter på at forhandle ét og samme mærke med friske farver i en nymoderniseret butik.
Only hører jo til de hurtigt omsættelige tøjvarer i den lidt billigere ende.
- Dér, hvor alle kan være med, som Louise Agerskov udtrykker det.