Billede beskrivelse

Assens-elever til finalen i Seven Seas

23. maj 2017 kl. 06.00

- Vi går efter at vinde andenpræmien. Førstepræmien er et bordfodboldbord, men det bliver nok bare ødelagt på skolen. Så er det bedre med andenpræmien, som er biografbilletter til hele klassen, siger David Holm Larsen, der går i 8. klasse på Assens Skole i Mariager.

Tirsdag troppede han op sammen med andre spillere fra sin klasse hos Rederiforeningen i København, hvor 8. klasse fra Assens Skole havde kvalificeret sig til den landsdækkende finale i brætspillet Seven Seas.

I alt 20 klasser fra hele Danmark dystede mod hinanden. De var de bedste af i alt 43 klasser og over 2100 elever, der har deltaget i Seven Seas i skoleåret 2016/2017.

Klassen fra Assens Skole havde også taget et heppekor med til København. Lærke Cilleborg Madsen og Caroline Brix Christensen livestreamede fra deres mobiltelefoner med direkte forbindelse til klassen hjemme i Assens.

Desværre gik eleverne fra Assens Skole ud efter den første indledende runde og kvalificerede sig ikke til semifinalen.

Anne Bay Riisager er kampagneleder i World Careers, der står bag Seven Seas, og hun siger: - Vi vil fremme forståelsen for Det Blå Danmark, men vil også give eleverne nogle gode oplevelser, der gør, at de husker Det Blå Danmark. Mange skoler står på venteliste til at få os ud at spille Seven Seas, men spillet har også vist sig at kunne noget, vi ikke har kunnet forudse: Vi har set, at det kan kan engagere elever, og at det favner alle i en klasse. Eleverne kan træde ind i en rolle, de normalt ikke har.

Top fire placeringen: 1) Borup Skole, 2) Hvidovre Privatskole, 3) Birkerød Privatskole og 4) Søndersø Skolen

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste