Arden har fået nyt vartegn
Skolebyggeri i Arden skrider planmæssigt frem, og i alt 1078 ton betonelementer er løftet på plads
En kæmpestor kran har i månedsvis raget 60 meter op i vejret i Arden.
Byens folkeskole er under forvandling, og kranen har bakset med en særdeles tung opgave.
502 elementer med en samlet vægt på 1078 tons har den lempet på plads til et nybyggeri.
Kranen, en 100 tons mobilkran, fik status af lokalt vartegn og kunne ses helt til Rostrup.
Onsdag havde byggeriet nået et milepæl, og der blev holdt rejsegilde. Sådan et gilde markerer traditionelt, at taget er rejst. I disse betonelementtider bevidner det, at hele bygningens skelet er færdigt.
- Kranen blev et vartegn, men nu er den kørt hjem. Den er blevet afløst af et nyt vartegn, nemlig Arden Skole!
Sådan sagde skoleleder Jan Nielsen ved rejsegildet, hvor han også roste håndværkere og arkitekter for godt samarbejde.
Undervejs gik en af håndværkerne, Ole Grønlund A/S i Valsgaard, konkurs. Det skete dog på gunstigt tidspunkt for byggeriet, da etape 1 var næsten færdig.
Brdr. Nielsen fra Hobro, som i forvejen havde murerentreprisen, og som ved licitationen var anden billigst på tømrerarbejdet, tog over.
Udvalgsformand Svend Madsen (V) sagde i sin tale, at pengene til nybyggeri i Arden er givet godt ud.
- Det bliver flottere og flottere, for hver gang man kører gennem Arden. Man kunne drømme om en penthouselejlighed! sagde han.
Niels Schøler kæmpede i sin tid som skolebestyrelsesmedlem i Arden for, at politikerne kom til lommerne og tilgodeså Arden med et nybyggeri.
- Det er fedt at stå her i dag. Der er en lang historie forud, hvor vi viste politikerne rundt på skolen og talte vores sag, fortalte Schøler.
Forælder Catrine Grønberg Jensen fra den nuværende skolebestyrelse glæder sig over, hvor smertefrit det store arbejde med at genhuse eleverne er gået.
Virksomheden CG Jensen løste forleden sin sidste tunge opgave med elementmontage i Arden.
Nemlig at placere to vægge med en vægt på hver 13,5 ton i førstesalshøjde, hvor der skal være tagterrasse.
En særlig 250 ton mobilkran måtte i sving for at sætte kronen på værket.