Billede beskrivelse

Anlæg i topform til sankthans

18. juni 2018 kl. 06.00

AARESTRUP: I år er der ekstra meget at fejre i forbindelse med sankthansfesten i anlægget i Aarestrup.

Via sponsorater fra diverse fonde og Rebild kommune er der kommet gang i en stor fornyelse af området omkring byens "andedam". Her har frivillige børn og voksne i efteråret hjulpet hinanden med træfældning, gravning og plantning, så der i dag står en fin hæk af rododendron.

Hækken har dog haft brug for førstehjælp af byens seniorservice, da foråret har været ret tørt, så vanding fra branddammen har været nødvendig.

Seniorservice-medlemmernes arbejde er i det hele taget et stort aktiv, når det handler om vedligeholdelse af de arealer, som kommunen ikke har mulighed for at prioritere.

Dette arbejde påskønnes af byen engang årligt ved julearrangementet, hvor der bliver sagt tak for, at Aarestrups anlæg stadig er et pænt og grønt sted, hvor man har lyst til at spise sin madpakke.

Projektet har også budt på ny belysning rundt om søen, så der ved aftenstid er et dejligt blødt og hyggeligt lys.

I efteråret arbejdes der videre med projektet.

Båltaler i forbindelse med sankthansfesten bliver lærer og lokal historiker Ole Staunsbjerg, men han får først lov til at tale, når fællesspisningen med grillning er overstået.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste