Alder ingen hindring på badmintonbanen
Jens Beltoft og Villy Madsen er begge fyldt 80, men har ingen planer om at lægge ketcherne på hylden lige med det første
LØGSTØR: Bare fordi dåbsattesten siger 1938, og man måske ikke er helt så hurtig, som man var engang, så betyder det ikke, at man ikke fortsat kan være aktiv inden for badmintonstregerne.
Det er d´herrer Villy Madsen og Jens Beltoft gode eksempler på.
Selv om de begge i år har kunnet fejre 80 års fødselsdag, er de begge stadig aktive badmintonspillere i Løgstør Badminton Klub.
Når badmintonsæsonen kører fra slutningen af august til april måned, er de to herrer hver uge at finde i Lanternen, hvor de nyder spillet med ketcher og fjerbold - og ikke mindst samværet med gode kammerater.
Begge kan de se tilbage på et langt liv med mange gode timer på badmintonbanen.
For Jens Beltofts vedkommende stiftede han første gang bekendtskab med badmintonsporten tilbage i konfirmationsalderen - på et tidspunkt, da forholdene var noget anderledes end dét, som Lanternen i Løgstør i dag kan tilbyde sine brugere.
- Jeg kan huske, da vi spillede i en gymnastiksal i Gundersted med en kakkelovn i den ene ende af salen og gymnastikbomme hejst op i loftet over badmintonbanen, fortæller Jens Beltoft med et smil.
Specielt gymnastikbommene kunne fra tid til anden give lidt udfordringer for datidens badmintonspillere, og Jens Beltoft kan godt huske, hvordan det var, da han i sin tid flyttede til Løgstør og begyndte at spille badminton i den nybyggede Løgstør Hal.
- Det var meget anderledes at komme fra gymnastiksalen i Gundersted og til en hal hvor der var højt til loftet, fortæller Jens Beltoft, som tidligere også har spillet fodbold men tabte sit hjerte til badmintonsporten.
- Jeg har altid været fascineret af det hurtige spil, og det tiltrak mig mere end fodbolden.
Fodbold har også Villy Madsen spillet, da han var yngre, men også han faldt for spillet med ketcheren.
- Jeg har altid spillet badminton i Løgstør, og badmintonsporten har givet mig mange glade timer, kommer det fra Villy Madsen, som kun har positive minder om et langt liv med badmintonspillet.
- Bevares, man har da engang imellem kunnet diskutere, om en bold var ude eller inde, men det er aldrig noget, som folk har gået og været sure over, siger Villy Madsen som udover at spille fast hver mandag aften også spiller på Løgstør Badminton Klubs 60+ hold torsdag formiddag, hvor den udover badminton også står på socialt samvær.
Udover en lang aktiv karriere har de to også på hver deres måde givet en frivillig hånd med i den lokale badmintonklub.
Jens Beltoft har over flere omgange været revisor for klubben og bistået med gennemgang af regnskaber, og Villy Madsen har i en lang årrække været træner i Løgstør Badminton Klub hvor han tog sig kærligt af de helt yngste og introducerede dem til badmintonspillet.
I 2009 fik Villy Madsen ved den årlige uddeling af priser til Vesthimmerlands Kommunes frivillige sågar overrakt C. Stampe Jacobsens hæderslegat for sit store frivillige arbejde i badmintonklubben.
Men hvad er det som gør at de to herrer stadig uge efter uge er at finde i Lanternen?
- Motionen og samværet med gode kammerater, lyder det næsten enstemmigt fra Jens og Villy, som begge giver udtryk for, at de ikke har umiddelbare planer om at lægge ketcherne på hylden.
Tværtimod var Villy Madsen for nylig i aktion, da Løgstør Badminton Klub hjemme i Lanternen afholdt et stort 60+ stævne med flere end 80 deltagere fra hele Nordjylland.
Her lod Jens Beltoft for en dag ketcheren blive derhjemme, men hjalp til gengæld med at holde styr på resultaterne af de mange kampe.
Om det er for at spare kræfterne til badmintonklubbens årlige nytårsturnering for motionister, skal vi lade være usagt, men det kunne godt tænkes, at den rutinerede badmintonspiller går med planer om at genvinde titlen i mixrækken, som han senest sikrede sig i 2017.
Endnu et godt eksempel på at årstallet på ens dåbsattest ikke spiller den store rolle, når det handler om badminton...