Aktiviteter for hele familien på Vildmosecentret
Endelig begynder temperaturene at stige og solens stråler lokker til at komme ud i det gode vejr. På Lille Vildmosecentret er der i pinsedagene forskellige aktiviteter som hele familien kan samles om og deltage i.
Søndag formiddag 4. juni kickstarter Lille Vildmosecentret sommeren. Vi mødes på centrets parkeringsplads og i samlet trop kører vi i egne biler ned til Mulbjergene.
Her er det tid til at smide sko og strømper - for vi skal på jagt efter krabber, rejer, orme og fisk på det lave vand. På dagen kan I få lov til at låne net og bakker og se, hvad I kan finde af liv og sammen får vi en snak om fundene og tilbereder nogle af dem til lækre smagsprøver.
Bagefter skal vi på en frisk gåtur op til toppen af Mulbjergene, hvorfra vi får en fantastisk udsigt over Kattegat og det lille fiskerleje ved Stejlgabet. Højere temperaturer i luften betyder også, at badevandet begynder at være lunt og godt. For at markere badesæsonens start afslutter vi arrangementet ved havet med officiel hejsning af Det Hvide Flag. Hør mere om flagets betydning og signalværdi for området.
Det er en god idé at medbringe en madkurv og nyde frokosten fra toppen af Mulbjergene over det smukke område. Når arrangementet slutter ved Mulbjergene er I velkommen til at køre med tilbage til Lille Vildmosecentret, hvor jeres indgangsbillet giver adgang til den spændende udstilling, biograf, vildsvinefodring og meget mere.
Ta’ far og resten af familien med til Lille Vildmosecentret på Fars Dag mandag 5. juni og deltag i en vaskeægte vildmandsdyst. Hvem er mon familiens vildmand - er det dig eller din far?
Der vil på dagen være forskellige konkurrencer I kan deltage i som familie - hvem er f.eks. bedst til gummistøvlekast? Og hvem kan komme nærmest når I skal bedømme afstanden til vildtfigurer?
Bagefter kan I så kåre familiens rigtige vildmand. Alle fædre får på dagen GRATIS adgang til Lille Vildmosecentret.
En rigtig vildmand tilbereder sin egen frokost over bål og efter konkurrencerne er appetitten sikkert stor.
I Café Soldug kan I købe en pølse med brød, som kan grilles i bålhytten. Når maverne er fulde er der afgang med mosens gamle Tørvetog.
Man kan også gå hen til vildsvinene og se de små frislinger, som bliver fodret ved den automatiske fodertønde.