Aktiv Ferie med vokseværk

19. maj 2017 kl. 06.00

MARIAGERFJORD/REBILD: Fra og med 2017 er det ikke kun børnene til og med 6. klasse, der får tilbud om en masse sjove ferieaktiviteter i Rebild og Mariagerfjord.

Målgruppen er i år udvidet til også at omfatte 7. til 9. klasserne.

- Og i det hele taget har "Aktiv Ferie for Børn"-konceptet på flere områder haft vokseværk.

- Således bliver aktiviteterne nu spredt over tre uger i stedet for de sædvanlige to uger i sommerferien. D.v.s. at der i år bliver ferieaktiviteter i uge 26, 31 og 32, fremhæver de to tovholdere, Louise Gammelholm Poulsen, Rebild Kommune, og Maria Bisgaard, Mariagerfjord Kommune.

I alt er der programsat hele 78 Aktiv Ferie-hold i samarbejde med det lokale forenings- og kulturliv.

I år kan børnene f.eks. lege drager og barbarer med rollespilsforeningen, prøve fodboldgolf, lære at kniple med seniorklubben, komme i lære som viking, have det sjovt med marionetdukker, komme ud og ride med Skørping Rideklub, prøve lystfiskeri flere steder og meget, meget, meget mere.

Årets program er en god blanding af nye og "gamle" aktiviteter. Nyt under Aktiv Ferie er f.eks. marionetteaterets hold i Skørping. To dage hvor man skal lave sin egen marionetdukke og lære at optræde på en rigtig marionetscene.

Andre, nye aktiviteter er eksempelvis "Vildmarksnørderne", hvor man rigtig skal ud under åben himmel med Rebildguiderne og "Elektronik" med Visborg Husflidsforening.

Tilmeldingen til de forskellige ferie-aktiviteter åbner 18. maj, og arrangørerne har bevidst bestræbt sig på at holde priserne på et niveau, så alle kan være med.

Til gengæld vil det sikkert være en god idé at være forholdsvis tidligt ude, hvis man vil være helt sikker på at komme med på sit foretrukne Aktiv Ferie-hold.

Det samlede Aktiv Ferie-program kan nærmere studeres på hjemmesiden www.aktiv-ferie.nu - og det er også via denne side, man tilmelder sig.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste