Billede beskrivelse

Ældre på plejehjem skulle ikke snydes for fastelavn

Børnehavebørn kunne ikke komme - og så måtte personalet på Solvang jo træde til

18. februar 2021 kl. 13.49

Plejecenter Solvang i Aars plejer normalt at have besøg af børnehaven Markvænget, når det er fastelavn, men på grund af corona-restriktionerne kunne det i sagens natur ikke lade sig gøre i år.

I stedet tog et engageret personale initiativ til både udklædning og tøndeslagning.

Der blev købt tønder, som blev pyntet og der blev kreeret flotte fastelavnsris.

Selve tøndeslagningen foregik ude i de enkelte boenheder.

Billede beskrivelse

En del medarbejdere og enkelte beboere havde til lejligheden været i udklædningskassen - nogle endda i en grad, så de næsten ikke var til at genkende.

Der blev slået til tønden, så godt som kræfterne rakte, og afslutningsvis lykkedes det da også at få kåret både en kattekonge og en kattedronning, inden de mange indtryk til sidst blev fordøjet over et glas portvin eller Bailey.

Billede beskrivelse

Selv om det hele foregik lidt anderledes i år, blev det således alligevel en festlig og hyggelig fastelavnsformiddag, og centerleder Eva Grøn roser generelt personalet for at udvise et kæmpeengagement i bestræbelserne på at give beboerne en god hverdag her under corona-krisen.

Venneforeningen Solvangs Venner, som ellers i lang tid har været forhindret i at møde op på Solvang, havde fredag inden fastelavn bestilt fastelavnsboller til beboere og personale, og Byens Blomster sendte tirsdag en flot buket ud til alle afdelinger på plejehjemmet.

Noget, som i høj grad også var med til at højen humøret i en svær tid, hvor der dog nu igen er åbnet lidt mere op for besøg af pårørende.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste